Mange nydanskere blandt Københavns iværksættere

Københavns Kommune

29/11-2003

Økonomiudvalget i Københavns Kommune har besluttet at stifte EVU Erhvervsservice København-Frederiksberg I/S sammen med Frederiksberg Kommune og EVU Erhvervscenter for Vækst og Udvikling. Aftalen indebærer blandt andet, at Københavns Kommunes erhvervspark i Trekronergade overdrages til EVU. Dermed skabers et mere enkelt og slagkraftigt rådgivnings- og servicetilbud til iværksættere og mindre virksomheder i København.

"København har brug for innovative ildsjæle, som med nye gode ideer og virksomheder kan være med til at sikre, at København er med helt fremme, når det gælder vækst og udvikling, " siger Jens Kramer Mikkelsen om beslutningen.

Nye tal fra EVU viser, at københavnere med anden etnisk baggrund end dansk i stigende grad søger service og rådgivning om livet som iværksætter.
Erhvervscenter for Vækst og Udvikling (EVU), der bl.a. finansieres gennem Københavns Kommune, oplever en stor og stigende efterspørgsel om gode råd i forbindelse med opstart og drift af selvstændig virksomhed. EVU har årligt individuel rådgivning med ca. 1000 potentielle iværksættere, og heraf er op mod hver fjerde med anden etnisk baggrund end dansk.
Ud af de over 200 nye virksomheder, som EVU har været fødselshjælper for i 2003, er 40-50 startet op af nydanskere. Den store succes glæder overborgmester Jens Kramer Mikkelsen.

"Uanset køn, alder eller etnisk baggrund har nystartede iværksættere brug for gode råd, støtte, videndeling og netværk. Der er EVU en god sparringspartner. Jeg håber, at endnu flere vil gøre brug af EVU's rådgivning og service, for uanset om man hedder Madsen eller Mohammed er det svært at starte egen virksomhed. Heldigvis har mange, trods den nuværende stigning i arbejdsløsheden, evnerne og viljen til at starte for sig selv. Det skal kommunen selvfølgelig takke dem for og støtte dem i," siger Jens Kramer Mikkelsen.

Jens Kramer Mikkelsen ser frem til de planer, som Erhvervscenter for Vækst og Udvikling blandt andet har for 2004. Eksempelvis kan nævnes:

* "Born Global Nørrebro" – et projekt i samarbejde med Nørrebro Park Kvarterløft og Dansk Iværksætterforening, hvor 30 af 60 iværksættere vil have anden etnisk baggrund end dansk.
* Projekt "De nye iværksættere" - vil sætte fokus på kvindelige iværksættere med anden etnisk baggrund end dansk.
* "Nydansker med iværksætter-gén" – ca. 50 personer gennemfører et iværksætterkursus med forretningsplan, handlingsplan og budgetter. EVU vil søge at etablere kontakt mellem virksomheden og kompetente kræfter i erhvervslivet.




ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site