Patienterne får ikke altid behandlingen lige efter bogenAmtsrådsforeningen17/01-2004 I en ny undersøgelse i regi af Det Nationale Indikatorprojekt (NIP) - der er finansieret af amterne og H:S - har man set nærmere på behandlingen af danskere, der rammes af en blodprop i hjernen eller af hjerneblødning (apopleksi). Det er første gang, at amterne og H:S gennemfører og offentliggør et landsdækkende kvalitetsprojekt i denne størrelsesorden. Og selv om undersøgelsen indikerer, at patienterne generelt får den behandling, de har behov for, er der plads til forbedringer. Der er opsat otte mål, som fastlægger det absolut ypperste kvalitetsniveau. 4300 patientforløb er blevet indrapporteret til en fælles database. Selv om ikke alle patienter er indberettet, tegner der sig et billede af variationer mellem afdelingerne. Flere afdelinger lever op til en række standarder, andre er tæt på og nogle et godt stykke fra. F.eks. halter det med hensyn til andelen af patienter, der bliver tilset af en fysio- eller ergoterapeut inden for de første to døgn: "Det er problematisk at udtale sig om situationen på landsplan, når så forholdsvis få patienter er blevet indberettet. Men lokalt er der heldigvis afdelinger, der har leveret et rimeligt talgrundlag. Og her tegner der sig visse steder - som forventet - et potentiale for forbedringer. Afvigelserne fra standarderne går primært på, hvornår patienten får en given behandling, og ikke om patienten får behandlingen. Og da nogle afdelinger gør det markant bedre end andre, er der altså potentiale for at nogen kan lære noget af andre", konstaterer næstformand i Amtsrådsforeningen, amtsborgmester Bent Hansen, og fortsætter: " Det er et helt klart og ufravigeligt mål at skabe synlighed omkring kvaliteten af ydelserne. Det er derfor beklageligt, at undersøgelsen ikke er komplet. Vi skal og vil dele oplysninger om kvaliteten - både med hinanden og borgerne. Derfor skal registreringsarbejdet indarbejdes, så det falder naturligt ind i de kliniske arbejdsgange. Der er ingen vej uden om". Amtssundhedsdirektør i Frederiksborg Amt - og formand for amternes og H:S nyetablerede styregruppe for de landsdækkende kvalitetsprojekter - Martin Gregersen, ser undersøgelsen som et vigtigt led i bestræbelserne på at skabe et mere gennemskueligt sundhedsvæsen: " Der er ingen tvivl om, at vi har fat i det rigtige med hensyn til at udpege områder, der giver pejlemærker for, hvad der er god klinisk kvalitet - og som på sigt kan være med til at kvalificere borgernes frie valg. Udfordringen er at få såvel standarderne som registreringsarbejdet indarbejdet i den daglige drift, så vi får data, der matcher virkeligheden, og standarder, som er klinisk relevante samt standarder, der er anvendelige for borgerne. Og så er det vigtigt, at vi nu indstiller os på, at undersøgelser som denne åbner op for såvel politiske, administrative og faglige diskussioner om, hvad der er god kvalitet og hvordan der skal prioriteres fremover " . |
||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |