½ mia. kr. ekstra til massiv og målrettet uddannelseBeskæftigelsesministeriet16/03-2004 Regeringen fremlægger i dag en plan til 9 mia. kr., der skal sætte gang i opsvinget. Det vil øge beskæftigelsen med 12.000 personer i 2004. Sammen med de initiativer, som regeringen allerede har sat i værk, vil det betyde 22.000 færre ledige ved årets udgang. Det er afgørende, at ledigheden ikke bider sig fast. Både af hensyn til dem, der har mistet deres arbejde og af hensyn til dem, der aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt, at et kommende opsving ikke bremses, fordi nye job ikke kan besættes med kvalificeret arbejdskraft. Regeringen sætter derfor ind med massiv og målrettet uddannelse og afsætter godt ½ mia. kr. ekstra over de næste fire år til at omskole og opkvalificere arbejdsstyrken. Indsatsen er rettet mod ledige og beskæftigede med korte uddannelser og mod faglærte med læse- og staveproblemer. Der er to formål med indsatsen: Ledige skal have tilbud om uddannelse, der er målrettet et job, så de ikke fastholdes i ledighed. Virksomhederne skal have de bedst mulige betingelser for at kunne rekruttere og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Med de nye uddannelsesaktiviteter ventes der 6.000 færre ledige ved årets udgang. På sigt vil der også være en positiv effekt på den strukturelle ledighed. Opkvalificering og efteruddannelse vil gøre det lettere for ledige og beskæftigede at få eller skifte job og branche. Det vil være med til at styrke og gøre det kommende opsving mere holdbart. Regeringen har sidste år brugt 1,7 mia. kr. på køb af uddannelse og vejledning af ledige. Regeringen sætter otte nye initiativer i søen: 100 mio. kr. til styrket opkvalificering af ledige med kort uddannelse. Det giver 40.000 ugers ekstra uddannelse til ledige. 100 mio. kr. til efteruddannelse af medarbejdere med korte uddannelser. Det giver 21.000 ekstra kursister om året. 50 mio. kr. til uddannelse af nyledige. Det giver 20.000 ugers ekstra uddannelse. Flere unge på kontanthjælp får en uddannelse. Det sker ved, at kommunerne fremover kan henvise dem til en uddannelse og trække dem i kontanthjælp, hvis de siger nej. 50 mio. kr. over i de næste to år til faglærte med læse- og staveproblemer. Det betyder, at 3.000 faglærte får adgang til støttet danskundervisning. Flere får mulighed for at gennemføre en SOSU-uddannelse. AF gennemfører i foråret en kampagne for at få flere jobtræningspladser ude på rigtige arbejdspladser. AF udvikler en ny jobdatabase på jobnet.dk ”Hotjob” med job, som har stået ledige i et stykke tid. Job som de fleste kan bestride. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har følgende kommentarer til regeringens skub til opsvinget: - I dag bliver kvalifikationer og kompetencer hurtigt forældede, og mange har eller kommer fra job i brancher, hvor der ikke er udsigt til beskæftigelse fremover. Deres eneste chance på morgendagens arbejdsmarked er omskoling eller opkvalificering. - Derfor sætter regeringen ind med massiv og målrettet uddannelse. Både til ledige og beskæftigede. Og vel at mærke rigtig og relevant uddannelse. Ikke kunstige kurser og bevidstløs beskæftigelsesterapi. - Med en samlet pakke til en værdi af ni mia. kr. har vi sendt et kraftigt signal om, at vi ser med stor alvor på den stigende ledighed. Og at vi ikke vil stå i den situation, at arbejdsstyrken ikke er kvalificeret og klar, når opsvinget kommer. - Vi har allerede sænket skatter, fremrykket investeringer og afsat penge til uddannelse for over 7½ mia. kr. Med den nye ledighedspakke har regeringen sat turbo på beskæftigelsespolitikken. Vi har skabt basis for, at 22.000 flere finder et job i 2004. - Vi udnytter, at vi står i et vadested mellem en periode med lav vækst og et spirende opsving. Vi udnytter, at vi har en sund og robust økonomi, som giver os frihed til at handle. Vi udnytter, at vi i modsætning til andre europæiske lande har råd til at gøre noget ved ledigheden, slutter beskæftigelsesministeren. |
||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |