Flerårsaftaler for politiet og kriminalforsorgenJustitsministeriet29/03-2004 Regeringen og Dansk Folkeparti er nu blevet enige om en køreplan for gennemførelsen af flerårsaftalerne for politiet og kriminalforsorgen. Flerårsaftalen for politiet for perioden 2004-2006 sikrer et markant løft i antallet af betjente, en væsentlig forbedring af politiets IT-systemer, et styrket nærpoliti, øget fokus på bekæmpelse af kriminalitet som røveri, indbrud samt organiseret kriminalitet, en styrket anklagemyndighed samt en skærpet kurs over for hensynsløse trafikanter. Samtidig lægges der med aftalen op til, at politiet fremover skal måles på resultater og effekten af indsatsen. Borgerne skal kunne følge med i politiets arbejde og resultater på Internettet. Politiet tilføres et bevillingsløft på 523 mio. kr. i 2004 stigende til 717 mio. kr. i 2006 - i alt 1.807 mio. kr. i aftaleperioden. Flerårsaftalen for kriminalforsorgen for perioden 2004-2007 sikrer bl.a. et solidt løft i bevillingerne til kriminalforsorgen, flere fængselspladser, et nyt fængsel i Østdanmark, bedre arbejdsforhold for de ansatte, en hård kurs over for unge lovovertrædere og en skærpet indsats over for narko i fængsler og arresthuse. I alt tilføres kriminalforsorgen et bevillingsløft på 338 mio. kr. i 2004 stigende til 420 mio. kr. i 2007 - i alt 1.486 mio. kr. i aftaleperioden. Herudover blev regeringen og Dansk Folkeparti den 2. marts 2004 enige om at etablere yderligere 175 fængselspladser. Med aftalerne om udmøntningen er partierne nu enige om en overordnet plan for den konkrete gennemførelse af initiativerne i de to aftaler. Justitsminister Lene Espersen siger: "Jeg er glad for, at vi nu har fået de sidste brikker på plads. De to aftaler sikrer politiet og kriminalforsorgen gunstige arbejdsvilkår i de kommende år. Nu skal politiet og kriminalforsorgen i gang med at gennemføre de mange gode initiativer, som aftalerne rummer. Aftalen for politiet sikrer Danmark et moderne og styrket politi - til gavn for alle landets borgere. Det er borgerlig politik, at kriminalitet skal bekæmpes med fasthed og konsekvens. Borgerne skal kunne føle sig trygge og opleve et politi, der er synligt og til rådighed. Samtidig er det vigtigt, at politiet hele tiden er i stand til at følge med kriminalitetsudviklingen - også på IT-området. Det sikrer aftalen bl.a. via tilførslen af flere betjente og nye midler til IT-systemer. Vi vil ikke acceptere, at visse byområder er utrygge for borgerne - derfor styrker vi ligeledes nærpolitiindsatsen - især i aften- og nattetimerne. Samtidig intensiveres politiets indsats mod kriminalitet som røveri, indbrud og organiseret kriminalitet. Aftalen for kriminalforsorgen sikrer et solidt løft i bevillingerne samtidig med, at fængselskapaciteten udvides betydeligt. Regeringen har siden sin tiltrædelse stået for en fast og konsekvent retspolitik. Straffene for vold, voldtægt og uagtsomt manddrab er bl.a. blevet skærpet markant - nye strafskærpelser er på vej - og derfor er det nødvendigt, at vi udvider kapaciteten i kriminalforsorgen. Samtidig er jeg glad for, at aftalen sikrer en nul-tolerance over for narko i fængsler og arresthuse. Narkoen i fængslerne skal bekæmpes, og det vil bl.a. ske gennem fysisk sikring af kriminalforsorgens institutioner, øget behandling, flere narkohunde i fængslerne og kontrol af de indsatte." Dansk Folkepartis retsordfører Per Dalgaard siger: "Dansk Folkeparti er generelt meget tilfreds med udmøntningen af aftalerne på politiområdet og på kriminalforsorgsområdet. Vi vil følge området tæt i de kommende år, da det er vigtigt for borgernes tryghed og sikkerhed i det daglige, at politi og fængselsvæsen fungerer moderne, konsekvent og effektivt." |
||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |