Mindre affald, færre omkostningerKøbenhavns Amt09/06-2004 Mængden af affald stiger. – Også i Københavns Amt. Det er dyrt for virksomhederne og dårligt for miljøet. Derfor har Københavns Amt taget initiativ til at slå bremserne i. Det sker i samarbejde med erhvervslivet og Gladsaxe, Gentofte, Albertslund, Rødovre og Hvidovre kommuner. ”Vi har inviteret virksomheder og kommuner til at deltage i en serie workshopper. Her udvekslede deltagerne ideer og erfaringer og inspirerede hinanden til at finde nye løsninger på affaldsproblemer. Vi har fået kortlagt mængden af industriaffald fra 18 virksomheder i amtet og kan se, at der er mulighed for at spare både penge og miljø,” fortæller Erling Eiberg, der er formand for amtets udvalg for Teknik og miljø. Han fortsætter: ”Et af de simpleste råd handlede om tømning af affaldscontainere. Ofte har virksomheder en aftale med en vognmand om at tømme affaldscontainere hver uge til en fast pris. Det gør vognmanden så – også i sommerferien, hvor containerne er tomme! Ved at ændre aftalen, så containeren tømmes, når den er fyldt, sparer virksomheden penge – og naboerne undgår en del tung trafik og støj.” Projektet har vist, at selv velorganiserede virksomheder kan finde forbedringer. Iron Pump i Herlev, der er miljøcertificeret, har fundet en måde at nedbringe mængden af farligt affald på i form af brugte skære- og smøremidler. Kortlægningen hos Novozymes i Bagsværd, der kan følge afhentningen af samtlige 85 affaldscontainere på fabriksområdet, viste, at affaldssorteringen godt kunne forbedres yderligere. Af andre resultater kan nævnes, at guldsmedevirksomheden Ole Lynggaard i Hellerup via en bedre sortering af pap og papir har halveret omkostningerne til at bortskaffe papiraffald. Iron Pump genanvender papkasser til at opbevare reservedele. Cerealia Unibake A/S i Glostrup fandt ud af at opsamle og genbruge frasigtet mel. ”Samarbejdet sikrer, at de gode ideer spredes – både hos virksomhederne og også myndighederne imellem. I Københavns Amt kan vi bruge dem i vores videre myndighedsarbejde med andre virksomheder. Vi planlægger netop nu en tilsynskampagne, der skal hjælpe de virksomheder, der ikke har deltaget i workshopperne til at få mindre affald,” siger Erling Eiberg. Projektet understøtter amtets arbejde for - gennem miljøgodkendelser og miljøtilsyn - at få virksomhederne til at bruge renere teknologi. – Teknologi, der forurener miljøet mindst muligt. I den forbindelse er det naturligt at være særligt opmærksom på, at der ikke produceres unødvendigt meget affald. |
||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |