Rapport danner grundlag for fremtidens arbejdsmiljøindsats

Miljøministeriet

05/05-2005

Den hidtidige prioritering af arbejdsmiljøindsatsen i Danmark udløber i år. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har derfor bedt Arbejdstilsynet, Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdsmiljøinstituttet om at give et bud på fremtidens arbejdsmiljøproblemer.

Deres bud er nu kommet i form af en rapport, der skal danne grundlag for prioriteringen af den danske arbejdsmiljøindsats frem til 2010. Beskæftigelsesministeren har netop sendt rapporten til Arbejdsmiljørådet og bedt dem komme med deres bud på en prioritering og konkrete mål for indsatsen.

- Jeg er meget glad for, at der nu er skabt et særdeles grundigt og forskningsbaseret fundament, som vi kan bruge, når vi skal til at tage stilling til, hvilke arbejdsmiljøproblemer der skal være i fokus for den samlede arbejdsmiljøindsats efter 2005, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

- Et sundt og sikkert arbejdsmiljø er helt centralt for det enkelte menneskes arbejdsglæde og trivsel. I yderste konsekvens kan et dårligt arbejdsmiljø jo tvinge folk ud af arbejdsmarkedet eller ligefrem koste dem livet. Men arbejdsmiljøindsatsen er også vigtig set i et bredere samfundsperspektiv – nemlig når det gælder om at øge beskæftigelsen. For når en medarbejder bliver syg af sit arbejde, ja så er der jo færre hænder til at løfte opgaverne i samfundet. Og fremover får vi brug for hver en hånd, siger ministeren.

- Det er uhyre vigtigt, at alle parter bakker op om den nye prioritering. Derfor har jeg også som det første sendt rapporten til arbejdsmarkedets parter i Arbejdsmiljørådet og bedt dem om at komme med deres bud på, hvilke arbejdsmiljøproblemer vi skal sætte fokus på i fremtiden, siger ministeren.

- Jeg har også bedt arbejdsmarkedets parter om at komme med bud på, hvor stort et indhug i problemerne vi realistisk set kan gå efter. For vi skal sætte os håndfaste mål for, hvad vi vil nå, så vi løbende kan følge med i, om prioriteringerne virker. Og så vi kan justere dem, hvis det skulle blive nødvendigt, slutter Claus Hjort Frederiksen, der forventer at få Arbejdsmiljørådets bud på både prioritering og mål til efteråret.







ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site